Vælg en side

Bønnebrownie

Til 6 personer. Forberedelsestid: 25 min. Samlet tid: 1 time.

Oplev den bløde konsistens og lækre smag på en brownie med bønner, hasselnødder, dadler og banan. Der anvendes sorte bønner, grundet deres bidrag med tekstur, kostfibre og protein – samtidig med at de ikke kan smages i en brownie. Kagen er uden raffineret sukker og hvedemel. Server eventuelt brownien med friske bær og din yndlingsis.

Ingredienser

1 dl kaffe

10 dadler uden sten

2 dl havregryn

100 g hasselnødder eller mandler

1 dåse sorte bønner

2 store modne bananer

2 spsk peanutbutter

2 tsk vaniljesukker

4 spsk kakaopulver

1 tsk bagepulver

4 spsk kværnet hørfrø (kan undlades)

50 g mørk chokolade til topping

Fremgangsmåde

  1. Lav kaffen og sæt dadlerne i blød heri i 5 minutter.
  2. Tænd ovnen på 175°C varmluft.
  3. Blend havregryn og hasselnødder i en foodprocessor til en fin konsistens.
  4. Tilføj skyllede sorte bønner, bananer, peanutbutter, vaniljesukker, kakaopulver, bagepulver, kværnet hørfrø, dadler og kaffe i foodprocessoren og blend til en helt ensartet cremet konsistens.
  5. Hak evt. lidt ekstra hasselnødder groft med en kniv og tilføj for tekstur.
  6. Hæld blandingen i en bageform beklædt med bagepapir eller smurt med rapsolie.
  7. Hak chokoladen groft og tilføj som topping.
  8. Bag brownien i ca. 35 minutter.